Med røntgenbriller på opdagelse i proteinernes verden
Foredrag
Torsdag, 19. jan 2012, kl. 19:30
Ved Lektor Gregers Rom Andersen
DNA er bæreren af information i levende organismer, men det er proteinerne som udfører næsten alt arbejdet med f.eks. at omdanne mad til energi, transmittere signaler i nervesystemet, udføre muskelarbejde, syntetisere nye molekyler ud fra mindre byggesten og forsvare os mod sygdomsfremkaldende organismer. Proteiner er meget store molekyler, typisk 100-1000 gange større end simple kemiske stoffer, og derfor vanskelige at studere i atomare detaljer. Den mest detaljerede viden om proteiners opbygning kan man få ved at beskyde krystalliserede proteiner med røntgenstråling.
Ved hjælp af røntgenstrålingen kan forskerne bestemme hvor hvert enkelt atom i et protein er placeret, og i foredraget gennemgås hvorledes forskerne i praksis opnår denne viden. Detaljeret information om proteiners struktur er vigtig for at kunne udvikle nye lægemidler, som næsten udelukkende virker ved at genkende et bestemt protein.