Darwinisme, kreationisme og intelligent design
Torsdag, 26. mar 2009, kl. 19.00
Debat, Aarhus Universitet, Institut for Matematiske Fag (Auditorium E), Ny Munkegade, bygn. 1530, 8000 Århus C
Ved ph.d.-studerende Hans Henrik Hjermitslev, cand.mag. i Idéhistorie og Videnskabsstudier,
Institut for Videnskabsstudier
Kristne friskoler i Danmark forsøger i øjeblikket at trække Gud med ind i biologilokalerne. Denne sammenblanding af naturvidenskab og religion legitimeres igennem teorien om ’intelligent design’, der argumenterer for, at den darwinistiske udviklingslære ikke alene kan forklare arternes udvikling.
I foredraget vil vi se nærmere på udviklingslærens historie og den kritik, den har været udsat for siden 1800-tallet. Vi vil diskutere modtagelsen af Darwins teori i både Danmark, Storbritannien og USA og fokusere på dens store kulturelle, religiøse og politiske betydning.
Intelligent design-teoriens rødder spores tilbage til tiden før Charles Darwins værk Om arternes oprindelse fra 1859, og den tætte forbindelse mellem intelligent design og den fundamentalistiske amerikanske kreationisme påvises. Det må på denne baggrund konkluderes, at teorien om intelligent design ikke kan kaldes naturvidenskab, og derfor intet har at gøre i naturfagsundervisningen. Ikke desto mindre er undervisning i udviklingslære i dag truet i store dele af verden – særligt i USA og Mellemøsten – hvor Darwin beskyldes for alt fra nazisme og racisme til terrorisme.